Der var fyldt til sidste plads, da Halkær Kro lørdag aften kunne præsentere sin første koncert i landsbykroens 25 års jubilæumssæson.

En veloplagt konferencier Ole Riis kunne konstatere, at han end ikke behøvede at nævne artistens navn, for dels havde man jo selv købt billetterne, og dels er Niels Hausgaard efterhånden fast gæst i Halkær hvert år i januar måned.

Niels Hausgaards evne til at underspille sine indslag og forklaringer til hver enkelt sang, er legendarisk. Og selv om en række danske politikere fik betydeligt flere ord med på vejen, blev der også tid til at tage Gud i ed:

– Hausgaard mener i sit show »Gud er stor«, at det er ærgerligt, når han kan møde en nyuddannet dansk præst, der ikke vil døbe hvem som helst. Hausgaard tager sig friheden til at kommentere, om tvivlen er så meget stærkere end troen, at man skal omdanne trosbekendelsen til en tvivlsbekendelse – og han får hele salen med i latterkrampe, da han for sig selv næsten kun hvisker, at han selv tror mere på tvivlen end han tvivler på troen!

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, »kuglestøderen« (Liberalt Alliances Joachim B. Olsen, red.), tidl. minister Hans Chr. Schmidt samt uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen fik sammen med andre politikere en hel del ord med på vejen i Hausgaards sange, som fint blev akkompagneret af Signe Svendsen - tidligere kendt fra bl.a. Rollo og Kings sejr i det danske melodi Grand Prix.

Niels Hausgaard lagde ved sin optræden på Halkær Kro ikke skjul på, at denne aften var hans blot anden koncert i vinterens og forårets landsdækkende turné, og det er nærmest befriende, at en artist i sin mere end 40-årige karriere kan både glemme tekster og spille forkert. Hans umiddelbare svar er et indeklemt grin, som igen får salen til at dirre af latter.

Niels hausgaard er jo rundet af sit vendsysselska liv og de første mange år var han kendt for at synge på dialekt. En smule ærgerligt er det, at det denne aften i Halkær kun blev til et enkelt nummer på vendelbomål – som det må formodes, at en ganske stor del af publikum vil være i stand til at forstå.

I tilgift til Hausgaards næsten to timer lange koncert - excl. pausen – fik publikum også lejlighed til at høre Signe Svendsen synge både à capella og et af sine egne numre, hvor Hausgaard trådte to skridt tilbage på scenen, men dog ikke kunne holde sig fra muntert at kommentere hendes tekst.

Næste koncert på Halkær Kro er 29. januar, hvor skotsk-engelske Oysterband kommer på besøg.

Signe Svendsen akkompagnerede meget professionelt Niels Hausgaard, men gav også prøver på sine egne evner med en flot og klar sangstemme. Fotos: Nibe Avis
Hausgaard og Svendsen - akkompagnerede hinanden flot i Halkær.