Skak styrker koncentration og logisk sans.

En masse børn og forældre kom og hyggede sig for nylig med »kongen og dronningen« på Sebber Skole. Der var afsat to timer til at spille skak og spise kage. Alle skolens elever og forældre var inviteret til at se hvad, og hvordan skolen arbejder med skak i understøttende undervisning, og i matematik. Alle elever på Sebber skole stifter nemlig bekendtskab med skak i den ene eller anden form. 

Flemming Pedersen, som er skolens »skaklærer«, fortæller, at mange undersøgelser de sidste år har vist, at man i skolesammenhæng med fordel kan bruge skak til at arbejde med koncentration og logisk sans.

Formålet med aftenen var at få en god oplevelse på skolen, og få et indblik i hvordan skolen bruger skak i mange sammenhænge. 

Der blevet lavet »Matematik-Skak«, spillet småspil og dystet på tværs af familier og aldre. Opbakningen var rigtig stor så hele gymnastiksalen emmede af hygge, kage og koncentration, slutter Flemming Pedersen.

 

 

Børn og voksne hyggede sig på Sebber Skole med skak og kage.  

Alle andre blev grebet af skakspillet.
Selv på kagebordet var der inspiration fra skakspillet.