For nylig var 12 borgere i Valsted  mødt op i Mødestedet/Klubhuset i Valsted og var med til at indvi et spritnyt mosteri i byens nye samlingssted »Mødestedet«. 

Det er en bevilling på 10.000 kr. fra Jutlander Fonden Himmerland  til Valsted Samråd, der har gjort det muligt at investere i en æblekværn og -presser, oplyser Hans Jørgen Kallehauge, Valsted.

Folk ankom til »Mødestedet« midt eftermiddag med kilovis af æbler i forskellige sorter, klar til at tage fat. Ført blev æblerne vasket og sorteret, derefter kværnet og forvandlet til lækker æble-most.

Connie vasker æblerne af og gør klar til at putte dem i æblekværnen.

Efter nogle timers arbejde var der produceret langt over 100 liter most, og de tilfredse deltagere kunne tage hjem belæsset med masser af flasker med nypresset sundhed.

Esta Nielsen sier saften og fylder på flaske.

Hvis der er opbakning til det, så bliver mosteriet sat op igen.  Ellers er mosteriet nu afprøvet og mere end godkendt, så det kan blive brugt i stor stil næste år!